Gud har givet børn i min varetægt, ikke oplære dem for verdslige fornøjelser, men for himlen; og det er min pligt at sætte dem i den bedst mulige tilstand til at forstå deres pligt over for Gud, og blive evige arvinger. Det er umuligt for mig at være skyldfri, hvis jeg sætter dem på fristelsens vej, hvor der er fare for at de kastes ned i alle samfundsklasser, og fordærves af omkringliggende indflydelser. Der er nok løssluppen spænding omkring os, med en tendens til at nedtone alvorlige indtryk, og få Gud ud af sindet. Tusindvis af unge tegner sig til at være til ære for deres forældre, og nyttige samfundsborgere, som har i en ond stund har givet efter for fristeren, som kommer ind i form af bekendende venner, og for det første nedbryder bariererne for deres samvittighed og går i teateret, for at se og hører nogle berømte skuespillere. Alt facinerer dem – deres fantasi bliver levende – deres sanser, deres hjerter føres fangne bort – de er beruset med spænding. De forlader teateret; men deres fantasi fortsætter med at dvæle ved de scenerier de h ar været vidne til, og de er ivrige efter at komme igen og igen. De har en lidenskab for at se teaterforestillinger. Nogle gange kan de overbevises om at kortspil og gå i teateret ikke har en gavnlig indflydelse på deres sundhed og moral; alligevel har de ikke tilstrækkelig modstand og selvstændighed til at løsrive sig fra disse ophidsende fornøjelser. De kan styrke sig selv med tanke at læger ikke selv har gået i teateret, men har anbefalet andre at gøre dette, og disse læger var kristne. Således overdøver de samvittigheden ved verdslig, fornøjelseselskende, bekendende kristnes eksempel. De har lært at spille kort, anset det for en uskyldig fornøjelse. At gå i teateret sætter de sig selv i den farligste gruppe, og har udsat sig for bedragerisk, fascinerende trylleri fra spilleren, sensualisten og den klasse af kvinder ”hvis skridt tager fat i helvedet.” De giver efter for fristelse, og fortsætter deres vej nedad indtil deres samvittighed forhærdes, og de vil ikke tøve med at fornedre sig selv for nogen umoralitet.