Johannes’ ydmygelse bestod ikke blot i bekendelse; det var en nåde som iklædte ham lige så naturligt som et klæde. Han har altid forsøgt at skjule sine egne retfærdige handlinger, og undgå alt som vil tiltrække opmærksomheden til ham selv. I sit Evangelium, nævner Johannes de disciple som Jesus elskede, men skjuler faktisk at ham som blev æret var ham selv. Hans optræden var blottet for selviskhed. I sit daglige liv lærte og praktiserede han næstekærlighed i højeste forstand. Han fik en stor fornemmelse af den kærlighed som bør ekistere blandt naturlige brødre og kristne brødre. Han overbringer og tilskynder til denne kærlighed som et væsentligt karaktertræk for Jesu efterfølgere. Er det ikke noget af dette er alle kristennavnets kostbarheder forgæves.