”Kristus betrådte selv den selvopofrelsens vej, som alle Hans efterfølgere må gå, hvis de vil ophøjes med ham til sidst. Hans eget hjerte udholdt de sorger som mennesker må bære. Verdsligt sindede menneskers tankegang bliver ofte grov. De ser kun jordiske ting, og det udelukker Himmelens skønhed fra deres synskreds. De vil drage over land og hav og udholde nød og lidelse for at opnå jordisk vinding, mens de vender sig bort fra de evige værdier. Forholdsvis fattige mennesker giver ofte mest til Herrens værk. De er gavmilde med det lidt de har. De har styrket deres gavmildhed ved stadig at give. Når deres udgifter næsten opbruger deres indkomster, har deres trang til at erhverve ejendom ingen mulighed før at vokse. Mange som begynder at samle sig rigdom, regner ud, hvor lang tid det vil tage at spare en vis sum sammen. I deres iver glemmer de at samle sig skatte, hvor hverken møl eller rust fortærer. Deres godgørenhed holder ikke trit med deres samlemani. Efter som deres higen for rigdom tager til, bliver de helt opslugt af den. Deres voksende formue får dem til stadig at ønske sig mere og nogle synes, at det er uretfærdigt, at de skal give Herren en tiendedel. Bibelen siger: ”Hvis rigdommen vokser, agt ikke derpå” Mange har sagt: ”Hvis jeg var lige så rig som den og den, ville jeg give meget mere til Guds sag. Jeg ville give alt for at fremme den.” Gud har prøvet nogle af disse ved at give dem rigdom. Men sammen med rigdommen kom den store fristelse og de gav langt mindre, end da de var fattige. Et altopslugende begær efter større rigdom greb dem, og de blev afgudsdyrkere. "