Hvordan ser Gud på mennesker som gemmer på stolthed, og praler af deres overmådelighed, når de er afhængige af Ham for hver vejrtrækning de gør, for den mad de spiser, for det tøj de klæder, og over alt dette, for den dyrebare fornuftighedsgave, - tankens kraft? Lad Guds hånd lægges på mennesker, lad sindet blive overtåget, og hvad vil han da have at prale sig af? Succesen er ikke afhænging af styrke eller antal. Gud kan udfri ved hjælp af få så vel som ved mange. En stor menighed er ikke nødvendigvis en stærk menighed. Nogle af dens medlemmer kan gemme på selviskhed, stolthed eller vantro; nogle kan være uærlige, andre fordærvet i hjerte og i liv. Alt dette er en kilde til svaghed for menigheden. De pådrager sig Guds rynkede mine over sit folk, og den store sjælefjende vil arbejde igennem dem, for at fremme sin egen sag.