Kristi guddommelige sjæl blev oprørt af en medynk som var uendelig for det faldne menneske. Da menneskets nedslåede og hjælpeløse tilstand kom frem for ham, og da han så at han ved overtrædelse af Guds lov havde faldet under mørkets fyrstes magt og styring, foreslog han det eneste middel som Gud kunne acceptere, som ville give mennesket en nyt forsøg, og atter sætte det under prøve. Kristus nedlod sig og forlod sin ære, hans kongelige myndighed, hans ære hos Faderen, og ydmygede sig selv til menneske, og gik i kamp med den mægtige mørkets fyrste, for at genløse mennesket. Ved dets ydmygelse og armod ville Kristus identificere sig selv med den faldne slægts svaghed, og ved fast lydig vise hvordan mennesket genløser Adams skændige fiasko, så mennesket ved ydmyg lydighed kan genoprette det faldne Eden.