Nebukadnezar havde en anden drøm, som fyldte hans hjerte med rædsel. I nattens syn så han et stort træ, som voksede midt på jorden, som nåede op til himmelen, og dets grene strakte sig til jordens ende. I det boede himmelens fugle, og under det fandt markens dyr ly. Idet kongen så på dette store træ, så han “en vægter, en hellig,” et guddommeligt sendebud, som lignede Ham, der vandrede med de tre hebræere i den gloende ovn. Denne himmelske person nærmede sig træet og råbte med høj røst: “Fæld træet, hug grenene af, afriv løvet og spred frugterne; dyrene skal fly fra deres bo derunder og fuglene fra dets grene! Dog skal I lade stubben med rødderne blive i jorden, men bunden med en kæde af jern og kobber.”