Men det andet år gik, og de ubarmhjertige himle gav ingen regn. Tørke og hungersnød gør deres sørgelige værk, og alligevel ydmyger de frafaldne israelitter ikke deres syndige, og stolte hjerter for Gud. Men de knurrer og beklager sig imod Guds profet, som har pådraget denne skæbnesvangre tilstand af tingene over dem. Fædre og mødre, ser deres børn gå tabt, de er magtesløs uden at kunne hjælpe dem. Og alligevel var de i et så forfærdeligt mørke, at de ikke kunne se at Guds dom var vækket imod dem, på grund af deres synder; og at denne forfærdelige katastrofe blev sendt i barmhjertighed over dem, for at redde dem fra at fuldstændig fornægte og svigte deres fædres Gud.