Vi længes efter at se sand Kristen karakter manifesteret i menigheden, vi lægtes efter at se dens medlemmer fri af et lys, uærbødig ånd; og vi ønsker alvorligt at de må erkende deres høje kald i Kristus Jesus. Nogle som bekender Kristus arbejder til det yderste at de må leve og handle så deres religiøse tro må anbefale sig selv til moralværdige folk, så de kan tilskyndes til acceptere sandheden. Men der er mange som ikke føler noget ansvar, endog ikke for at deres egene sjæle forbliver i Guds kærlighed, og som, i stedet for at velsigne andre ved deres indflydelse, er en byrde for dem som vil arbejde og våge og bede. Disse ubekymrede og ligegyldige mennesker er en dødvægt på menighederne overalt. Deres hovedstudium er ikke hvordan kan lade deres lys skinne så at andre vil drages til Gud og sandheden, men hvordan de vil bestyre, hvad de hengiver sig til og viser frem, for at tiltrække sig opmærksomhed. Dem som i sindets ydmyghed prøver at ophøje Kristi sandhed, ved deres eksempel, fremstilles i Guds ord som fint guld; medens den klasse som har selvhævdelsen som hovedtanke og studium, er som rungende malm og en klingende bjælde.