Medens nogle giver efter for stolthed og unødige omkostninger, går nogle til den modsatte yderlighed, og ved deres liv og udseende, handler som om pænt og orden er stolthed og synd. Sådan er det ikke. De kan være pæne og ordentlige, uden at være stolte i deres hjerter. Den fattige kan være pæn og ordentlig såvel som den mere velhavende. De bør ikke forsømme deres huse og personlighed, men bør være pæne og rene. Deres boliger bør holdes pæne og i orden, og så kan Guds tjenere finde sig godt ved at komme i deres hjem og knæle på deres gulve for at bede om den rene og hellige Guds velsignelse og hvile over dem. Han er en ordenens Gud og dem som lader sig være urene og uordentlige frarøver sig selv mange velsignelser, som de ellers vil kunne nyde. Smudsighed blandt Guds bekendende folk er en vanære mod Ham. Vor Gud er en nidkær Gud, han vil have et rent og helligt folk: En snavset og uren person vil han ikke anerkende som sit barn. Dem som bekender at blive omvendt til Gud og påtage sig selv krisen dommens navn (kristus lig) bør være det pæneste folk i verden. Det er en vanære mod Gud og en skamplet mod hans sag, at bekende at være omvendt til Gud og sandheden, og alligevel gå have slappe og usorignerede levevaner, der ikke er blevet rettet. Sådanne må have en reformation, og deres omvendelse må være mere gennemgribende. Religionens frugt er ikke uorden og urenhed. Dem som ikke har ambitioner om et passende udseende over for deres brødre og søstre, bør for Kristi skyld, og for sandhedens sags skyld, gribe fat i en alvorlig og grundig reform. Verden vogter efter deres fejl, de foragter Guds børn, og at de får anledning til at beskæmme Kristi religion er en synd i Guds øjne. Hvis disse slappe vaner er vokset med op i deres opvækst og bestyrket dem, er det mere nødvendigt med beslutsomhed for at rette disse vaner. Begynd med alvor; reformer ikke kun nogle få ting, men begynd arbejdet med det samme, og fortsæt indtil disse slappe vaner er luet helt bort og der er en gennemgribende reformation.