I 1842 deltog jeg stadig i genkomst-adventmøderne i Portland, Me., og troede helt på at Herren kom. Jeg hungrede og tørste efter den fulde frelse, og en hel tilslutning til Guds vilje. Dag og nat kæmpede jeg for at opnå denne uvurderlige rigdom, som alle jordens rigdomme ikke kan købe. Idet jeg bøjede mig ned foran Gud, bad for denne velsignelse blev pligten at gå og bede til disse offentlige møder åbenbaret for mig. Jeg har aldrig bedt højrøstet til et møde, og drog tilbage fra dette, og var bange for om jeg skulle prøve at bede, så ville jeg være forbløffet. Hver gang jeg gik frem for Herren i skjult bøn kom denne uopfyldte pligt af sig selv, indtil jeg ophørte med at bede, og satte mig ned i melankoli, og til sidste i dyb fortvivelse.