Elias talte til Akab: »Gå op og spis og drik, thi der høres susen af regn.« Da Akab tog op til festen, tog Elias fra det frygtelige offer op til Karmelbjergets top, for at bede. Hans arbejde med at ihjelslå de hedenske præster gjorde ham ikke uegnet til den alvorlige bønsudøvelse. Han havde udført Guds vilje efter at han, som Guds redskab, havde gjort hvad han kunne for at fjerne grunden til Israels frafald, og slå afgudepræsterne ihjel, kunne han ikke gøre mere. Han gik da i forbøn for det syndige frafaldne Israels skyld. I den mest smertelige position, bøjede han sig med ansigtet ned mellem sine knæ, og bad Gud alleralvorligst om at sende regn. Seks gange i træk sendte han sin tjener for at se om der var synlige tegn på at Gud hørte hans bøn. Han ville ikke blive utålmodig og troløs fordi Herren ikke straks gav tegn på at hans bøn blev hørt. Han fortsatte i alvorlig bøn, sendte sine tjenere syv gange, for at se om Gud havet givet et tegn. Hans tjener vendte tilbage seks gange fra hans udsigtspunkt mod havet, med den nedslående rapport at der ikke var tegn på skydanneler på de skingrende himle. Den syvende gang informerede han Elias at der kunne ses en lille sky, på størrelse med en mands hånd. Det var nok til at stille Elias tro. Han ventede ikke på at himlene skulle samle mørke, og gøre det visseligt. I den lille oprejsende sky, kunne hans tro høre lyden af overmådelig regn. Elias gerninger er i overensstemmelse med hans tro. Han sendte et budskab til Akab ved sin tjener: »Gå hen og sig til Akab: spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive opholdt af regnen!«