Du undskylder dig selv for at tale ondt om din bror eller søster eller næste over for andre, før du går til ham og tager de skridt som Gud så absolut har befalet. Du siger: "Hvorfor, jeg taler ikke til nogen før jeg er så bebyrdet at jeg ikke kan lade være." Hvad bebyrder dig? Var det ikke en klar forsømmelse af et "så siger Herren"? Du var under syndens skyld, fordi du ikke gik hen og fortalte synderen sin fejl mellem dig og ham alene. Hvis du ikke gør dette, hvis du ikke adlyder Gud, hvordan kunne du ellers overbebyrdes, hvis ikke dit hjerte var forhærdet, medens du trådte Guds bud under fode og i dit hjerte hadede din bror og næste? Og hvilken måde har du fundet på at aflaste dine byrder? Gud irettesætte dig for ikke at fortælle din bror hans fejl og du undskylder og trøster dig selv med en synd mod din pligt ved at fortælle din brors fejl til en anden person! Er dette den rette måde at få frisag? ved at begå synd?