Gud er ikke afhængig af mennesker, for at hans sag kan gå fremad. Han kunne have gjort englene til sandhedens sendebud. Han kunne have kundgjort sin vilje, ligesom han forkyndte loven fra Sinai ved sin egen stemme. Men for at fremkalde en menneskekærlig ånd i os, valgte han at bruge mennesker til denne gerning. Enhver selvopofrende handling til bedste for andre vil styrke godgørenhedens ånd i giverens hjerte og knytte ham nærmere til verdens frelser, som "for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige". Og det er kun, når vi opfylder det guddommelige formål med vor skabelse, at livet kan blive en velsignelse for os. Alle Guds gode gaver til mennesket vil vise sig kun at være til forbandelse, medmindre det bruger dem til velsignelse for sine medmennesker eller til fremme for Guds værk på Jorden.