Men den samme kraft som satte verden i gang, og skabte mennesker, har lukket Noa ind i sit midlertidige tilflugtssted. Den sidste anledning var gået. Alle har hørt advarselen, og Guds overbærenhed med den onde slægt er opbrugt, og de hurtige slag fra hans vrede vil slynges over den forhærdede. Men på den ottende dag blev himlene sorte. Den rullende torden og de stærke lyn stråler begyndte at forfærde mennesker og dyr. Regnen strømmede ned fra skyerne ovenover dem. Dette var noget de aldrig havde set før, og deres hjerter blev modløse af frygt. Dyrene vandrede omkring i den vildeste forskrækkelse, og deres skurrende stemmer syntes klagende at forkynde deres egen og menneskernes forestående skæbne. Stormens voldsomhed tiltog indtil regnen kom fra himmelen ligesom mægtige vandfald. Floderne steg over deres grænser, og vandene strømmede til dalene. Det store dybs kilder blev også åbnede. Vandspring vældede frem af jorden med ubeskrivelig kraft, og kastede massive klippestykker flere hundrede fod op i luften, som i deres fald begravede sig selv dybt i jorden.