Esau havde taget to hustruer i det afgudsdyrkende Kanaan. Dette var en kilde til Isaks og Rebekkas dybe sorg, for de vidste godt at Gud havde befalet deres fædre at ikke gifte sig med afgudsdyrkere, og de havde fuldt ud forstået Abrahams omsorg og bekymring for at Isak skulle gifte sig med en hustru af sit eget folk og sin egen tro. Isak var nu mere end hundrede år gammel, og alderens svagheder var over ham, og hans øjne var blevet tågede. Esau var stadig hans foretrukne søn, og selvom Isak ikke kendte til Guds hensigter, besluttede han sig for at give sin førstefødte velsignelsen. Han hidkaldte Esau, og han troede at hans ønske om at forberede ham dyrekød var en fortrolig indbydelse, før han fik velsignelsen, i overensstemmelse med skikken at lave fest ved de anledninger. Rebekka var blevet guddommelig instrueret at Jakob skulle være i direkte linje, så at forjættelsen ville opfyldelse ved Genløserens fødsel. Hun var overbevist om at hendes mand gik imod Guds vilje, og at ingen fornuft kunne ændre hans mål, og uden passende reflektion besluttede hun at ikke faderens parti for sin ældste søn skulle bortlede Guds hensigt; ville hun med list få Jakobs velsignelse. Lige så snart at Esau var gået ud efter sin ærende kaldte hun den yngse søn, og fortalte ham Isaks ord, og det nødvendige i at gøre deres del, for at hans planer blev udrettet, og give en velsignelse, der til sidst og uigenkaldeligt gik Esau. Hvis Jakob ville følge hendes anvisninger, måtte hun have velsignelsen, som Gud havde lovet. Da Jakob lyttede til sin moders plan blev han først helt fortvivlet, og forsikrede hende om han derved ville få sin fars forbandelse, i stedet for den ønskede velsignelse. Men hans skrupler blev overvundet og han fortsatte for at gennemføre sin moders forsalg. Planen fik succes; ved svig fik han det, som han viste den rette tillid til Gud, han ville have fået som hans rettighed.