Den Kristne tidsalders velsignelser blev af de første disciple besvaret med kærligheds og velgørenhedsgerninger. Guds Ånds udgydelse, efter at Kristus forlod sine disciple og op for til himmelen, førte til selvfornægtelse og selvopofrelse for andres frelse. Da de fattige hellige i Jerusalem var i nød, skrev Paulus til de kristne hedninger om velgørenhed og sagde: »Ja, ligesom I nu er rige på alt, på tro og tale og kundskab og på al iver og kærlighed til os, så vis jer også rige her, hvor det gælder kærlighedsgaven.« Her ligestilles godgørenhed med tro, kærlighed og kristelig iver. De, der mener, at de kan være gode kristne og dog lukke deres ører og hjerter for Guds krav om gavmildhed, befinder sig i et frygteligt bedrag. Der er dem, som er overstrømmende i deres erklæringer om stor kærlighed til sandheden og som, hvad tale angår, nærer interesse for at se sandheden gøre fremgang, men som intet gør for dens fremme. Troen hos sådanne er død, da den ikke fuldkommes ved gerninger. Herren har aldrig begået den fejl at omvende en sjæl og lade den forblive under begærlighedens magt.