Hvorledes kan vi vide, at vi har tro på Gud, at vi er hans børn og nærer kærlighed til ham? Er i det ved vor bekendelse? Jeg besøgte engang en prædikant, der var stolt af sin børneopdragelse. Hans børn viste ham stor hengivenhed; men da han bad dem om at gå et ærinde for ham eller udføre et arbejde, tog de ingen notits af hans ønsker og ænsede ikke hans ordrer. Jeg spurgte, hvor han kunne tro, at de virkelig elskede ham, når de ikke ænsede hans ønsker. Han svarede, at han vidste, at de elskede ham, fordi de udviste en sådan ømhed overfor ham; de lagde armene om halsen på ham og kyssede ham og syntes at være ivrige efter at vise deres kærlighed. Men uden lydighed er al ydre erklæring om hengivenhed blot et tomt skin. Når vi ser børn springe for at adlyde fars eller mors bud, idet de viser glæde og kærlighed i deres tjenstvillighed, ved vi, at de virkelig elsker deres forældre. Hvorledes kan vi vide, at vi elsker vor himmelske fader? Hvis et barn elsker sine forældre, vil det adlyde deres bud. Hvis vi elsker Gud, vil vi holde hans bud. Apostlen siger: »Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans i bud; og hans bud er ikke byrdefulde.«