Jeg var i denne tilstand i tre uger, uden en lysstråle til at gennembore de tykke skyer omkring mig. Jeg havde da to drømme som gav mig svage lysstråler og håb. Efter dette åbnede jeg mine tanker for min helligede moder. Hun fortalte mig at jeg ikke var fortabt, og anviste mig at tage hen og besøge Bro. Stockman, som den gang talte til adventfolket i Portland. Jeg fik tillid til ham, for han var en helliget og elsket Kristi tjener. Hans ord påvirkede mig og lede mig til håb. Jeg vendte hjem, og igen gik frem for Herren, og lovede at jeg ville gøre og lide hvad som helst hvis jeg kunne få Jesu gunst. Den samme opgave blev vist mig. Og der var skulle være bedemøde den aften som jeg deltog i, og når andre knælte for at bede, bøjede jeg mig med dem i skælven, og efter at to eller tre havde bedt, åbnede jeg min mund i bøn før jeg var klar over det, og Guds løfter blev synlige for mg ligesom mange dyrebare perler der blot skulle modtages ved at bede efter dem. Idet jeg bad blev den sjælsbyrde og pinsel, jeg havde mærket så længe, løftet bort, og Guds velsignelse kom over mig ligesom den milde dug, og jeg gav herlighed til Gud for hvad jeg følte, men jeg længtes efter mere. Jeg var ikke tilfreds før jeg var fyldt med Guds fylde. Uudsigelig kærlighed for Jesus fyldte min sjæl. Bølge efter bølge af herlighed rullede over mig, indtil min krop blev stiv. Alt andet end Jesus og herligheden blev lukket ude af mig, og jeg vidste ikke noget at det der skete omkring mig.