Gud forlanger intet mindre af sit folk i disse sidste dage, i brændofre og takofre, end han gjorde for hele det jødiske folk. Dem som Gud velsignede med gode kår, også enken og den faderløse, burde ikke have sine velsignelser ude af tankerne. Især dem Gud har givet fremgang, burde give Gud de ting som er Guds. De burde vise sig for ham, med en selvopofrelsens ånd, og bringe deres ofre i overensstemmelse med de velsignelser Gud har til dem. Men mange af dem som Gud gav fremgang udviser kun ringe taknemmelighed for ham. Hvis hans velsignelser hvilede på dem, han øger deres ejendomme, gør de denne gavmildhed til bånd der binder dem til hengivenhed for deres ejendomme, og de lader verdslige forretninger optage deres kærlighed, og hele deres væsen, og forsømme helligelsen og religiøse privilegier. De kan ikke klare at aflægge deres forretninger, og komme mere frem for Gud, end en gang om året. De vender Guds velsignelser til en forbandelse. De tjener deres egne timelige interesser, på bekostning af Guds forlangender.