Hver enkelt menighedsmedlem bør, som Guds sønner og døtre, vise i deres ord og ved deres forvandlede, den guddommelige virkelighed som er i Kristi religion. Ved eksemplets kraft, kan de vise at den verdsliges lykkesøgen er forgæves, men skal i stedet være funderet på Jesu Kristi tjeneste. I ham alene er der sindsro, fred, tilfredshed, og sand lykke og glæde. Dem som har et navn at efterleve, men er døde, bestyrker synderen i hans autonomi ved deres uhellige liv, og når de derved ikke samler pligtopfyldende med Kristus, så spreder så spreder de ved deres tavshed og den ligegyldighed som de udviser.