Sabbat og søndag var værdifulde stunder for de forsamlede. Herre velsignede særligt talen søndag eftermiddag. Alle som lyttede på med dyb interesse, og slutningen af prædiken kom der en indbydelse til alle som ønskede at være kristne, og alle som følte at de ikke havde en levende forbindelse til Gud, at komme frem, og vi kunne forene vore bønner med deres for syndstilgivelse, og for nåde til at modstå fristelse. Dette var en ny erfaring for mange af vore brødre i Europa, men de tøvede ikke. Det var som om hele forsamlingen rejste sig op, og den bedste måde var at de blev på deres pladser, og alle søgte Herren sammen. Her viste hele forsamlingen deres beslutning for at bortlægge synd, og gå aller alvorligst ransage dem for Gud. I alle grupper var der altid to klasser, de selvtilfredse og dem der afskyer sig selv. Den første klasse har evangeliet ingen ynde for, medmindre de kan analysere løsrevne dele, der smigrer deres forfængelighed. De elsker deres særlige træk for en knejsende moralitet, som de mener de har. Men mange af dem, som ser Jesus i hans karakterfuldkommenhed, ser deres egen ufuldkommenhed, i et sådant lys at de næsten fortvivles. Det var sådan det skete her; men Herren var til stede, så der kunne belæres og irettesættes, og trøstes og velsignes eftersom det var nødvendigt. Der blev sendt alvorlige bønner, ikke for en flygtig lykkefølelse, men for en sand fornemmelse af vor syndighed, og af vor håbløshed uden det forsonende offer. Jesu virkede aldrig så dyrebar som ved denne lejlighed. Der blev grædt udover forsamlingen. Dette løfte greb man: “Han som kommer til big, vil jeg aldrig støde bort.” Hvis forhænget kunne trækkes til side, ville vi kunne se Guds engle stå parate til at tjene disse ydmyge og angerfulde mennesker. Efter bøn, blev der frembåret hundredeogfemten vidnesbyrd. Mange af disse viste en virkelig, og ægte erfaring med Guds ting.