De som gør dette arbejde bør være ligeså omhyggelige med at ikke stivne i deres arbejdsplaner, sådan som prædikanter der arbejder bag talerstolen gør. De bør hele tiden kunne lære. De må have en samvittighedsfuld iver for at få de højeste kvalifikationer, og blive gode mænd i Skrifterne. De bør ikke samle sig dyre møbler og blive til fast inventar på noget sted; for de ved ikke hvor hurtigt de kan kaldes ud på andre arbejdsmarker. De bør ikke samle sig byrder omkring sig, så at deres tanker og tid vil optages af at betjene borde; men de bør gøre til vane at studere omhyggeligt, gøre åndelige aktiviteter, give sig selv til bøn og flittigt Bibelstudium. Mange er skyldige i at komme kort til dette punkt. Guds krav på dem er ikke små. Men de er tilfreds med den begrænsede forståelse, som de har for Skrifterne, og prøver ikke at forbedre både sind og optræden. Alle argumenter i den profetiske historie, alle praktiske lektier som Kristus giver, bør studeres nøje, så de ikke mangler noget. Sindet får styrke, åndedræt og alvor ved aktivitet. Det må have noget at gøre, ellers vil de blive svagt. Det må oplæres til at tænke, tænke i vaner, ellers vil det i stor grad miste sin kraft til at tænke. Lad sindet brydes med de vanskelige problemer i Guds ord, og forstanden vil vækkes grundigt til at frembringe, ikke uordnede prædikener, men dem som vil være friske og opbyggende, og disse vil bringes til gavn for det aktive tankesind.