”Salige de, hvis vandel er fulde, som vandrer i Herrens lov. Salige de, der agter på hans vidnesbyrd, søger ham af hele deres hjerte. De, som ikke gør uret, men vandrer på hans veje. Du har givet dine befalinger, for at de nøje skal holdes. O, måtte jeg vandre med faste skridt, så jeg holder dine vedtægter! Da skulle jeg ikke blive til ? skamme, thi jeg så hen til alle dine bud. Jeg vil takke dig af oprigtigt hjerte, når jeg lærer din retfærds lovbud. Jeg vil holde dine vedtægter, . . . . Giv mig kløgt, så jeg agter på din lov og holder den af hele mit hjerte. . . . . . . Tag ikke ganske sandheds ord fra min mund, thi jeg bier på dine lovbud. Jeg vil stadig holde din lov, ja evigt og altid; jeg vil vandre i åbent land, thi dine befalinger ligger mig på sinde. Jeg vil tale om dine vidnesbyrd for konger uden at blues; jeg vil fryde mig over dine bud, som jeg højlige elsker; jeg vil udrække hænderne mod dine bud og grunde på dine vedtægter. . . . . Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den. Dit bud har gjort mig visere end mine fjender, thi det er for stedse mit. Jeg er klogere end alle mine lærere, thi jeg grunder på dine vidnesbyrd. Jeg har mere forstand end de gamle; jeg agter på dine bud.”