Da Kristus blev ledt ud i ørkenen for at blive fristet, var det Guds Ånd som drev ham. Han opsøgte ikke fristelsen. Han drog ud i ørkenen for at være alene, for at overveje sit kald og sin gerning. Gennem faste og bøn måtte han styrke sig til den blodige vej han skulle vandre. Hvordan skulle han begynde på opgaven med at frigøre fanger som var plaget af voldsmænd? Gennem denne lange fastetid blev frelsesplanen åbenbaret for ham.