Under vor bedestund om morgenen den 25. november, blev ledt til at bede inderligt for at Gud ville velsigne min mand, og give ham et større mål af hans Helligånd. Guds Ånd hvilede over os, og vi blev særlig oplivet og styrket af herren, og vi forenede vore stemmer i pris til Gud. Da min mand ikke kunne gå op af bakken for at få sine måltider på institutionen, foranstaltede ældre Loughborough venligst en ansat opvarter, og bragte vore måltider på en bakke. Min fødselsdagsmenu bestod af grahamsvælling, hårde grahamskager, æblemos, sukker og en kop mælk. Og den 26. november var en glad og lykkelig dag for mig. Jeg følte at Guds fred var over mig, og den nat brugte jeg meget af tiden i bøn til Gud for min mand. Den 27. november kom ældre Loughborough ind i lokalet og forenede sig med os i familiebønnen. Vi havde en usædvanlig bedeånd. Det var som om himlen var meget nær. Vi mærkede Guds Ånds helliggørende indflydelse; ikke en sky gik ind imellem os og vor Frelser, og en uudsigelig taknemmelighed fyldte vore hjerter, og vi kunne ikke tie stille. Vi råbte af høj pris til Gud for hans rige og dyrebare velsignelse som hos os var meget højere værdsat end nogen jordisk rigdom Hvor rig, hvor overmådelig dyrebar, lod Guds løfter til at være! Vi kunne takke ham for trængsler. For i mere end en time kunne vi blot fryde og sejre i Gud. Især fik min forpinte mand stor del i denne regn af nåde. Selvom hans ansigt var hærget af sygdom udstrålede det et helligt lys, idet hans priste Gud med høj røst. Guds engle lod til at være helt omring os. Jeg mente at tidspunktet var kommet og hvor min mand i Guds styrke ville rejse sig over sygdom og sejr i hans frelsende kraft. Indflydelsen fra denne himmelske opfriskning lod til at blive hos os i mange dage. Men vi skulle lære at tidspunktet for udfrielsen endnu ikke var kommet; men at denne store velsignelse skulle forberede os til endnu større trængsler.