Når jeg erfarer at min fader var meget svag og nær sin afslutning, og at han var ivrig efter at se mig før son død, forlod jeg min syge mand i Brookfield i november 1866, og rejste alene for at besøge ham. Han boede hos en af mine søstre, i Kensington, Connecticut. Da jeg mødte min kære fader, så jeg en stor forandring var kommet over ham, siden vi skiltes sidst. Jeg så straks at det svagtbrændende livslys var ved at gå ud. Da vi mødtes græd han som et barn, og udtrykte sin taknemmelighed at jeg havde gjort ofre ved at efterlade min syge mand for at besøge ham. Han har ofte bemærket at han følte at det var vort sidste møde, og at følte at han ikke kunne nægtes privilegiet at se og høre mig tale en gang mere til folk. Jeg sendte straks bud til mine tre søstre, der boede i Maine. De kom alle, og sammen var vi fire søstre i alt, rundt omkring vor døende fader, som den gang havde gennemgået fisindstyve år.