Kristne er for hurtige til at tro at de eneste som har en vanskelig tid, og nogle virker til at det er nedladende for dem at gribe upopulære sandheder, og bekende sig som Kristi efterfølgere. Vejen virker hård. De tror de har mange ofre at gøre, medens de virkelig ikke gør noget offer. Hvis de optages i Guds familie, hvilke ofre har de så gjort. Deres efterfølge af Kristus har brudt venskabet med verdslige venner; men så på forandringen – deres navne står skrevet i Lammets livets bog – ophøjet, ja, stærkt ophøjet få del i frelsen – Guds arvinger og medarvinger med Jesus Kristus, til en uvisnelig arv. Hvis den kæde som binder dem til verdslige venner svækkes for Kristi skyld, danne en stærkere, en kæde som binder begrænsede mennesker med den ubegrænsede Gud. Skal vi kalde dette et offer fra vor side fordi vi opgiver vildfarelse frem for sandhed, lys for mørke, svaghed for styrke, synd for retfærdighed, og et forgængeligt navn arv, for en evig ære og en uforgængelig rigdom? Men også i dette liv har den kristne Én som han kan stole på støtte fra, som vil hjælpe ham med at bære alle hans prøvelser. Men synderen skal bære sine trængsler alene. Han går ned i graven med samvittighedsnag, under mørke, bundet af satan, for han er hans retmæssige bytte.