Da vi begyndte lejrmødet i Nora, Ill., følte jeg det var min pligt at komme med nogle bemærkninger med hensyn til deres spisevaner. Jeg fortalte om nogles uheldige erfaring i Marion, og fortalte dem at jeg tilskrev det de unødige forbereder til mødet, og spiste også det unødigt tilberedte under mødet. Nogle tog ost med til mødet og spiste det; selv om det var ny ost var den for stærk til maven, og burde aldrig introduceres for den. Kager blev bragt ind i teltet. Jeg spiste et lille stykke, og min mave nægtede at beholde den; den blev krydret med kanel. Hvis min mave ikke ville tage imod den som mad, men gjorde oprør imod den, hvilken tilstand må disse være i, som fik denne mad hver dag. Jeg sagde noget til vore brødre og søstre som dette: De må ikke være syge ved denne lejr. Hvis de klædte sig selv ordentligt til den kolde morgen, og om natten, og var gode til at variere deres klæder efter det omskiftende vejr, for at bevare en god cirkulation, og bør nøje overholde regelmæssig søvn, og spise enkel mad, og ikke spise mellem måltiderne, så bliver de ikke syge. De kan have det godt under møderne, og være i stand til at påskønne det, med klare sind, sandheden, og må vende hjem igen, fornyede i krop og ånd. Jeg sagde at hvis dem som har arbejdet hårdt fra dag til dag nu skulle ophøre med arbejdet, og alligevel spise deres gennemsnitlige mængde mad, vil deres maver blive overbebyrdede. Det var hjernekraft vi ønskede skulle være særlig kraftig ved dette møde og i den sundeste tilstand til at høre sandheden og påskønne den, og tilbageholde den, og praktisere den efter at være tilbage fra mødet. Hvis maven var blevet overbebyrdet af for meget mad, endog enkel mad, vil hjernekraften kaldes ned til fordøjelsesorganerne. Der erfares en sløvende fornemmelse på hjernen. Det er umuligt at holde øjnene åbne. De sandheder som bør høres, forstås og praktiseres af dem, mister de alt ved ildebefindende, eller fordi hjernen er næsten lammet på grund af den mængde mad der kommer ned i maven.