Jeg forblev i denne krops og sindstilstand i lang tid, og da jeg erkendte hvad der var omkring mig, synes alting forandret. Alting så herligt og nyt ud, som om Gud smilede og lovpriste. Jeg var da villig til at bekende mig til Jesus over alt. I seks måneder gik ikke en sky over mit sind. Min sjæl drog dagligt rige slurke af frelsen. Jeg tænkte at dem som elskede Jesus ville elske at han kom igen, så jeg tog til klasse-mødet og fortalte dem hvad Jesus har gjort for mig, og hvilken fylde jeg nød ved at tro at Herren kom. Klasse-lederen afbrød mig og sagde: ”Igennem metodismen!” men jeg kunne ikke give metodismen æren, da det var Kristus og håbet om hans snarlige komme som havde gjort mig fri.