Ved forskellige lejligheder hvor Herren havde udført helbredelsesarbejder, formanede han dem han havde velsignet ikke at fortælle hans gerning til nogen. De burde give agt på hans pålæg og forstå at Kristus havde ikke uden grund behøvet tavshed fra deres side, men der var fornuft med hans påbud og de skulle på ingen måde misforstå hans klare ønske. Det burde have været tilstrækkeligt for dem at vide at han ønskede at de skulle tage imod deres egne råd og havde gode grunde for hans indtrængende bøn. Herren vidste at ved helbredelse af syge, ved at gøre mirakler som at give blinde synet igen og ved rensningen for spedalskheden, bragte han sit eget liv i fare; for hvis præsterne og myndighederne ikke ville modtage tegnene som han gav dem ved hans guddommelige mission, ville de mistyde, forfalske og lave pålæg mod ham. Det er sandt at han gjorde mange åbenlyse mirakler, dog i nogle tilfælde anmodede han dem som han havde velsignet om ikke at fortælle nogen hvad han havde gjort for dem. Når fordommene blev vakt, blev misundelse og jalousi passet og plejet og man ville ikke tage klart standpunkt til hans vej, forlod han byerne og opsøgte dem som ville lytte til og påskønne den sandhed han kom for at tildele.