Kristus har givet sine disciple forvisning om at særlige andagtsstunder er nødvendig. Bøn gik forud og helligede enhver handling i hans tjeneste. Han kommunikerede med sin Fader indtil slutningen af hans liv; og da han hang på korset, der rejste det bitre råb fra hans læber: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Så udbrød han, i en stemme som nåede ud til alle jordens ender: ”Fader, i din hånd betror jeg min hånd.” Styrke til at udføre de daglige pligter kommer af at tilbede Gud i hellighedens skønhed. De bønnestunder, Frelseren havde om natten oppe i bjergene eller ude i ørkenen, var nødvendige for at forberede ham på de prøver, han skulle igennem de følgende dage. Han følte behovet for at få sjæl og legeme forfrisket og styrket, så han kunne stå Satans fristelser imod; og de, der stræber efter at leve som han, vil føle det samme behov.