Straks da jeg var på pladsen, blev jeg overbevist om at vi var på vor pligts vej. Jeg påberåbte mig Guds løfter, og de blev bekræftet for mig. Vi mødte mange første gang som havde grebet troen inden for få år siden, og vi glædede os i kærlighed for sandheden. Da jeg så at lejrmødet var placeret et stykke fra en by og tilsyneladende på et afsiddesliggende sted, tænkte jeg at formålet med mødet vil være tabt; nemlig at få deres opmærksom som ikke troede. Dette ærgrede mig, for vort lys skal skinne ud i verden. Men vi blev overraskede over at se så mange af dem der ikke er af vor tro i tilhøreskaren, og de lod til at være interesserede. Det var i tro at jeg prøvede at tale til folk; men ved alle anstrengelser hjalp Herren mig. Idet jeg arbejdede på at indprente vore folk med det nødvendige i at forberede karakteren, så de kan stå på Herrens dag, glemte jeg mine sygdomme; Herren velsignede mig. Der var flere særlige stunder til at søge Herren. Når vi opfordrede dem til at komme frem, som ikke havde bevis for deres forbindelse med Gud, og dem som var faldet fra Gud, og dem som søgte Herren for første gang, så reagerede rigtig mange.