I disse sidste dage kommer der et kald fra Himlen, der indbyder jer til at holde Herrens vedtægter og forordninger. Verden har gjort Jehovas lov værdiløs; men Gud forlades uden et vidne om hans retfærdighed, eller uden et folk på jorden der forkynder hans sandhed. Døren til den himmelske helligdom er blevet åbnet, og ingen kan lukke den, og lyset fra det Allerhelligste skinner ud i verden. Guds folk fik henledt deres opmærksomhed til vidnesbyrdets ark, og loven inden i den, er blevet åbenbaret med sine uforanderlige forskrifter. I et helligt syn, så Johannes restmenigheden på jorden, i en lovløs tid, og han udpeger dem i et umiskendeligt sprog: »Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.« De er i harmoni med den lov der hviler i arken i det allerhelligste i den himmelske Helligdom. Alle menneskers forpligtelser er opsummeret i dens hellige forskrifter. I lovens hjertemidte er buddet der pålægger mennesker at overholde Jehovas sabbat, som verden og kirken har trådt under deres fødder. I flere hundrede år har mennesker vandret i blindhed om den sande sabbat, og Gud har set gennem fingre i tiderne for denne uvidenhed; men nu er det dagen for reformation, og han kalder på alle mennesker overalt til at angre. Når lyset over Guds ignorerede bud skinner på deres sti, som oprigtig elsker Gud, tøver de ikke med at holde hans love. De erkender at de må drage ud af verden og skille sig ud, og ikke berøre det urene, så de kan gøre krav på løftet: »Jeg vil tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.« De retter op på det brud, som er sket i Guds lov, fordi de vendte deres fødder bort fra sabbaten, fra at gøre hvad der behager dem på Guds hellige dag, og kaldte sabbaten en fryd, Herrens hellige, og ærede ham, sagde ikke deres egne ord eller fandt ikke deres eget behag.