Kristus gik ud i ørkenen for i ensomhed at grunde over sin mission og sit værk. Han havde foretaget de skridt, som enhver synder må foretage, i omvendelse, anger og dåb. Selv havde han ingen synder at omvende sig fra, og derfor havde han ingen synder, der skulle aftvættes. Men han var vort eksempel i alle ting, og derfor måtte han gøre, hvad han ønsker, at vi skal gøre. Kristus fastede og bad for at hente styrke til at betræde den blodbestænkte sti, han måtte gå. Han var den evige Guds Søn; men som menneskets pant måtte han møde og modstå enhver fristelse, som anfægter menneskene.