Det er meget naturligt, at forældre tager parti for deres egne børn. Specielt vil de forældre, som mener sig i besiddelse af overlegne evner, betragte deres børn som bedre end andre børn. Som følge deraf bliver meget, som ville blive strengt kritiseret hos andre, forbigået som fikst og villigt, når det gælder deres egne børn. Skønt denne partiskhed er naturlig, er den uretfærdig og ukristelig. Vi begår en stor uret mod vore børn ved ikke at irettesætte dem for deres fejl. Mange fremmer forkerte karaktertræk i deres børn og siger til deres undskyldning: “De er for små til at blive straffet. Vent, til de bliver større, så man kan tale dem til fornuft. De vil vokse fra mange af disse onde tilbøjeligheder.” Således får deres dårlige vaner lov til at vokse og forstærkes, indtil det bliver en del af deres natur. Nogle gange er faderen og moderen forenet i denne fejl. Nogle gange vil én glædeligt følge en mere forstandig kurs, men når den ene prøver at håndhæve lydighed, tager den anden barnets parti og vil ikke tillade det at blive bragt til underkastelse. De sørgelige resultater af en sådan kurs kan kun tydeligt ses i evigheden. De kan ikke vurderes i dette liv.