At fæstne hjertets bedste hengivenhed på en begrænset ting, et jordisk gode, fornedres sjælen og forstanden svækkes. Kun Gud er værdig for menneskets højeste hengivenhed. Den enkeltperson, som sætter hjertet til verdslig vinding bliver ærgerrig, selvisk og endog grusom, i hans bestræbelser på at samle sig rigdomme. Lever han for sig selv, bliver han snæversynet. Alle hans tanker og følelser optages af at fremme hans egne interesser. Sind og hjerte forklejnes til at imødekomme udmærkelsens lave standard.