Vi deltog i møder i Wisconsin, og brugte vore kræfter til det yderste. Vor kost var ikke sådan at den gav os styrke. Vi kunne kun få lidt frugt. Jeg kunne ikke nyde maden. Min mave var hele tiden svag og oppustet, og rystelserne fra rideturen skabte store smerter i regionen af den organisme, som var næsten uudholdelige. Efter vort første møde, var vi nød til at blive nogle dage hos bror Loudons, i Janesville, for at hvile. Der kunne vi få frugt på markedet, og vi levede af brød og frugt, for at fortsætte vor rejse til Hundrede mils Grove. Vognene tog os til Madison, og der fandt vi en bror fra Lodi der ventede på at toget skulle komme blot for at møde ældre Loughborough. Han var kommet for at tage ham med til Lodi femogtyve kilometer borte. Han ventede ikke min mand og jeg. Derfor var hans transport af os ikke nem eller behagelig for os alle. Vejene var dårlige. Det var som om vi var tvunget til at stoppe på grund af træthed og smerte, eller få en mere behagelig rejse. Men jeg var opsat på at holde det ud. Vi huskede de sidste dage, hvor intet stod i vejen for at gøre vores pligt, og havde rejst skønt vi var svage og det gjorde ondt, måtte udholde fattigdom, kulde og sult, og havde aldrig vendt os bort fra dette arbejde endnu, men presset igennem alle vanskeligheder, og Gud har støttet os. Vore liv er blevet bevaret, og vi bør stadig stole på ham. Hvis vi kunne leje mere behagelig transportvogn kunne en svag bror eller søster udnytte dette og sige at bror og søster White er mere ophøjet, at de ikke kunne rejse i en ydmyg vogn. Mine lidelser tog til, indtil vi var nød til at stoppe og bede om nogle strå fra en stak, som min mand fyldte vognkassen med. Jeg lå ned i dette, der var gjort plads til mine fødder, og red af sted indtil rejsens ende, som den gjorde klokken et næste morgen. Vi var syv timer om at ride toogtredive kilometer . Herren styrkede os til at fortsætte vor rejse til Et hundrede Mils Grove, den næste dag, og frembære vidnesbyrd til de møder der blev afholdt på dette sted.