Se på vore menigheder. Der er kun få virkelige arbejdsfolk i dem. De fleste er uansvarlige mænd og kvinder. De fe føler ingen byrde for sjæle. De udviser ingen hunger og tørst for retfærdigheden. De løfter aldrig når arbejdet bliver vanskeligt. Der er nogen som kun har eet talent, og skjuler det i en serviet, og graver den ned i verden; som er at de bruger al den indflydelse de har i deres timelige arbejde. Når man opsøger tingene i dette liv, mister de det fremtidige, evige liv, der har langt mere overmådelig og evig herlighedsvægt. Hvad kan der siges og gøres for at vække denne klasse menighedsmedlemmer til at mærke deres ansvarlighed over for Gud? Måtte de mange bekendende kristne lovholdere høre de frygtelige ord: “Og kast den unyttige tjener ud i mørket udenfor. Der skal der være gråd og tænderskæren.”