Hvis vi skal gøre os stor ulejlighed om vore timelige ordninger for at opnå denne ophøjede position, som Gud forlanger af os, må vi ikke tøve eller beklage os. Kristus ofrede sin majestæt, sin glans og sin ære og blev fattig for vor skyld, så vi ved hans armod blev rige. Han gik med til at leve et liv i ydmyghed. Han blev underlagt foragt. Han blev afvist og foragtet af mennesker. Han bar hån og spot, og en meget smertefuld død på den mest skændige måde, for at han kan ophøje og frelse Adams faldne sønner og døtre fra håbløs fortvivelse. Med dette uforlignelige offer og denne mystiske kærlighed som vor Genløser viste, for øje, skal vi så holde hele vor tjeneste tilbage fra Gud, som i sit bedste er så svag? Skal vi selvisk, i forretningsøjemed eller fornøjelse, bruge den tid som er nødvendig til religiøse øvelser, til at studere skrifterne, og til selvransagelse og bøn? Den guddommelige lærer sagde: ”I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.” Vi må hellige tid til at studere skrifterne. Blot overfladisk læsning af dem er ikke nok. Vi bør undersøge, og bede for at vor forståelse må opildnes til at fatte læren i Guds dyrebare ord. Vor frelser fortsætter sine ord: ”Og dog vil I ikke komme til mig og få liv.” Livets grundsætninger findes i Kristus.