Nogle få uger efter hendes død besøgte vi stedet med budskabet til dem i Laodikæa. Vi gik ind i den ramte families bolig, og arbejdede og bad for dem. De var i en lav og verdsligsindet og modløs tilstand. En tung byrde blev rullet på mig. Faderen kæmpede for frihed. Herren mødte os nådigt, og lod lidt af hans lys skinne på os. Men vi vidste at der stadig meget at gøre. Idet vor bror kom frem til at opgive verden, og få den ud af hans hjerte; idet han ville lægge sin gård på alteret, og sige at han ville sælge en del, eller det hele, så ville datteren gøre det samme som moderen havde gjort, at trække ham tilbage, og hun ville bede om deres rigdomme var her. O hvilken åndspinsel mærkede jeg dog. Vi havde en bedestund. Guds søns lidelser blev holdt frem for mig. Hans pinsler i Getsemane have, idet hele verdens synder blev lagt på ham, hans skamfulde død på korset, alt dette for at frelse skyldige mennesker. Han blev fattig for deres skyld, så de gennem hans fattigdom kunne gøres rige. Når jeg så hvor lidt dem, som dette store offer blev gjort for, var villig til at lide for sandheden, havde jeg svært vid at erkende fornemmelsen for disse ting.