Og jeg så en anden mark fuld af alle slags blomster, og idet jeg plukkede dem, råbte jeg ud: De vil aldrig visne. Dernæst så jeg en mark af højt græd, det herligste at se på, det var levende grønt, og genspejlede sølv og guld, og det bølgede sig prægtigt til Kong Jesu ære. Da gik vi ind på en mark fyldt med alle slags dyr – løven, lammet, leoparden og ulven, alle sammen i perfekt enighed. Vi passerede igennem midt i blandt dem, og de fulgte fredeligt efter. Da gik vi ind i en skov, ikke som mørke skove vi har her, nej, nej; men lyst, og herlighed overalt; træernes grene svajede op og ned, og vi råbte alle ud: ”Vi vil kunne bo sikkert i ødemarken og sove i skovene.” Vi gik igennem skovene, for vi var på vej til Zions bjerg. Idet vi var på vej, mødte vi en gruppe, som også stirrede på stedets herligheder. Jeg bemærkede en rød farve som kant på deres klæder, deres kroner funklede, deres klæder var helt hvide. Idet vi hilste på dem, spurgte jeg Jesus hvem de var. Han sagde at de var martyrer der var blevet slået ihjel for ham. Sammen med dem var en utallig skare af små personer, de havde også en rød kant på deres klæder. Zions bjerg var lige foran os, og på Bjerget var et herligt tempel, og omkring det var der syv andre bjerge hvorpå der vokse roser og liljer. Og jeg så de små personer klatre, eller de kunne vælge at bruge deres små vinger og flyve til toppen af bjergene , og plukke de aldrig visnende blomster. – Der var alle slags træer omkring templet, til at forskønne stedet: buksbom, fyr, ædelgran, oliventræer, myrter, granatæbler og figentræer bøjede sig ned af vægten for dens modne figner, der gjorde stedet overmådelig herligt. Og idet vi var ved at gå ind i det hellige tempel, opløftede Jesus sin elskelige stemme og sagde: Kun de 144 000 gå ind i dette sted, og vi råbte Halleluja.