Kejtede og besynderlige fagter kan ikke tolereres på livets almindelige vandringsvej; hvor meget mindre, skal de så kunne holdes ud i det helligste arbejde i evangelieforkyndelsen. Prædikanten bør opelske nåde, belevenhed og dannede manér. Han bør føre sig selv i en stille værdighed, der passer sig for hans høje kald. Højtidelighed, en vis gudfrygtig myndighed, blandet med sagtmodighed, bør karakterisere hans optræden, som en lærer af Guds sandhed. Prædikanter bør ikke praktisere anekdotefortællinger bag talerstolen, det forringer kraften og højtideligheden i den sandhed der bringes. Det er stærkt kritisabelt at fortælle anekdoter eller hændelser som skaber latter, eller en let tanke i tilhørernes sind. Sandhederne bør iklædes en kyskhed og renhed og i ophøjet sprog; og illustrationerne bør være af denne karakter.