Her er en lektie til unge mennesker der bekender at være Guds tjenere, frembære hans budskab, som er ophøjet i deres egen vurdering. Der er intet bemærkelsesværdigt som de kan opspore i deres egen erfaring, sådan som Elias kunne, alligevel føler de at der udføres opgaver som virker mindreværdigt for dem. De vil ikke komme ned fra deres embedsværdighed og gøre den nødvendige tjeneste, frygte at de gør en tjeners arbejde. Alle disse bør lære af Elias eksempel. Hans ord lukkede for himlens rigdomme, dug og regn, fra jorden, tre år. Hans ord var alene nøglen der kunne lukke himlen op, og bringe regnskyl. Han blev æret af Gud som han sendte sine engle bønner i kongens og tusindvis israelitters nærhed, og som svar, lyner der ild ned fra himlen, og tænder ild på offeralteret. Hans hånd eksekverede Guds domme, ved at slå ottehundredeoghalvtreds baalpræster ihjel, og alligevel efter dette udtømmende slid på en dag, kunne han, som kunne få ild ned fra himlen, og bringe skyer og regn efter en dag i tydelig sejrer, var han villig til at udføre mindreværdig tjeneste, og løbe foran Akabs vogn i mørket, og vind og regn, for at tjene den regent han ikke var bange for at irettesætte i hans ansigt, på grund af hans forbrydelser og synder. Kongen kom ind ad portene. Elias pakkede sig selv ind i sin kappe og lagde sig på den bare jord.