Den almægtige skaber forsamlede den himmelske hær for at hædre sin søn med særdeles ære i alle englenes nærværelse. Sønnen sad på tronen med sin fader, og de hellige engles himmelske skare var forsamlet omkring dem. Da kundgjorde faderen at han havde selv besluttet at Kristus, hans søn, skulle være lige med ham; så at hvor som helst hans Søn var nærværende, var det som om han selv var nærværende. Sønnens ord skulle adlydes lige så villigt som faderens ord. Han havde givet sin søn autoritet til at befale over den himmelske hær. I særdeleshed skulle sønnen virke i forening med ham selv i den forud bestemte skabelse af jorden og enhver levende ting som skulle eksistere på jorden. Sønnen skulle udføre hans vilje og hans fortsætter, men skulle ikke gøre noget af sig selv alene. Djævelen var skinsyg og misundelig på Jesus Kristus. Men alligevel bøjede Djævelen sig for Jesus med alle englene, og anerkendte hans overherredømme, høje autoritet og ret til at regere, skønt hans hjerte var fyldt med misundelse og had. Kristus havde deltaget i Guds hemmelige råd angående hans planer, medens djævelen var ubekendt med dem. Han forstod ikke Guds fortsætter, ej heller blev det ham tilladt at kende dem. Kristus blev anerkendt for himmelens regent, med samme magt og autoritet som Gud selv. Djævelen tænkte at han var selv en yndling i himlen bland englene. Han var blevet høj ophøjet; men dette fremkaldte ikke taknemmelighed og pris fra ham til hans skaber. Han tragtede efter den samme højhed som Guds selv. Han var stolt af sin højhed. Han vidste at englene ærede ham. Han havde en tjeneste at udføre han havde været nær den store Skaber, og de evige stråler, fra herlighedens lys, og omgiver den udødelige Gud, havde skinnet € (særdeles) på ham. Djævelen tænkte på hvorledes englene havde adlydt hans befaling med glad livlighed. Var ikke hans klædebon skøn og lys? Hvorfor skulle Kristus således æres frem for ham selv?