Dyrene som var udsatte for stormen flyede til menneskene, og valgte menneskelige væseners selskab, som om de forvente hjælp af dem. Nogle af folkene bandt sine børn og sig selv til kraftige dyr, da de vidste at de ville kæmpe hårdnakket for livet og bestige de højeste punkter for at undgå de stigende vande. Stormens raseri formindskes ikke – vandene tiltog hurtigere i begyndelsen. Nogle gjorde sig selv fast til høje træer på de højeste pynter af landet, men disse træer oprykkes med rode, føres med voldsomhed gennem luften, og se ud som de blev lastede med vrede, tillige med stene og jord, i de svulmende, brusende bølger. Idet de sorte og sydende vande rejste sig højere og højere, flygtede de onde efter sikkerhed i de højeste bjerge. Noas højtidelige domme lod ikke til at være en så lattervækkende en sag. Idet de sorte, kogende vande rejser sig højere og højere, flygter de onde efter sikkerhed til de højeste bjerge. Noas højtideligste anklager, lader ikke til at være en så lattervækkende sag. Den ene plet efter den anden, som lovende for sikkerhed, forlades til en højere oppe Mennesker ser ud over det kystløs osean. Hvor de længtes efter de anledninger, som de forpassede. Hvor de beder for en prøvestund, for et nådesstund mere, et kald mere fra Noas læber. Men nådens liflige stemme hører dem ikke længere. Den gik ned fra sin gyldne trone, og den hårde og bydende dom indtog dens plads. De ubarmhjertige bølger fejer til sidst over det sidste tilholdssted, og mennesker og dyr går til i de sorte dybder.