Under sædens vækst i jorden kan menneskene ikke se de usynlige kræfter, som udvikler planten til fuldkommenhed, frembringende først blade, dernæst aks og endelig fuldt korn i akset. Men selv om du er ung i troen, så kan du dog vide, at du er gået over fra døden til livet, såfremt Åndens frugter kommer til syne i dit liv. Dersom du vokser i tro, i håb og i kærlighed, så kan du vide, at dit åndelige syn er blevet klarere. Dersom du ynder at dvæle ved frelses planen, ved den guddommelige karakters herlige ytringer - dersom dit hjerte brænder af taknemmelighed og glæde, når du tænker på Guds kærlighed, så kan du være forvisset om, at du er blevet oplyst af Helligånden, og at himmelske kræfter er ved at udvikle din karakter til kristelig modenhed. Det er muligt, du ikke selv mærker, at du vokser op til Kristus, det levende Hoved. Dig tilkommer det kun at overlade dine veje og din vilje til Gud. Du har kun at forlade dig helt på Gud, vidende, at du ikke selv kan skaffe vækst. En Paulus kan plante, og en Apollos kan vande, men det er Gud, som giver vækst. Konkluderes i næste nummer |