Men farisæerne hørte, sagde de hånligt: "Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han uddriver onde ånder." Disse ord var inspireret af Satan. Herskernes misundelse og fordomme var oprørt til rasende skinsyge; og præsterne og herskerne, farisæerne og saddukæerne, gik sammen med at udvise deres had. Fra deres hårdhjertethed lød disse ord: »Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han uddriver onde ånder.« De kunne ikke ignorere Kristi underfulde gerninger, eller tillægge dem naturlige årsager, så de sagde: Det er Djævelens gerninger. I vantro talte de om Guds søn som et menneske. De helbredelser der blev gjort foran dem, gerninger som intet menneske nogen sinde havde gjort, eller nogen sinde kunne gøre, var en manifestation af Guds kraft. De beskyldte Kristus for at være i ledtog med helvedet. Deres talegave blev brugt til at fornærme verdens Genløser, og den optegnende engel skrev deres ord ned i himmelens bøger. De tilskrev Guds hellige kraft, som blev åbenbaret i Kristi gerninger, sataniske redskaber. Således syndede farisæerne imod Helligånden. De var genstridige, vrantne, hårdhjertede, og de besluttede sig for at lukke deres øjne for alt bevis, og således begik de den utilgivelige synd.