Folk havde forladt Herrens ord, og fulgte deres egne hjerters tilbøjelighed. Og Israels herskere, de som skulle gennemføre Guds udtrykte vilje med at behandle de trængende i medlidenhed, som burde have set at der ikke gøres noget fejl, blev selv de værste undertrykkere. Nehemias irettesatte herskerne og adelsmændene for deres uretfærdige afpresning. Han lagde kursen for dem og dens konsekvenser, og deres skyld for at ikke adlyde Guds bud. Han forhørte sig: ”Skulle I ikke vandre i frygt for vor Gud af hensyn til hedningerne, vore fjenders spot? Også jeg og mine brødre og mine folk har lånt dem penge og korn; men lad os nu eftergive dem, hvad de skylder! Giv dem straks dere marker, vingårde, oliventræer og huse tilbage og eftergiv dem pengene, kornet, moslen og olien, som I har lånt dem! Da svarede de: ja, vi vil give det tilbage og ikke afkræve dem noget; som du siger, vil vi gøre! Jeg lod da præsterne kalde og lod dem sværge på, at de ville handle således.”