På to uger nød jeg en anden sabbat sammen med min fader. Det store køkken var vel fyldt med brødre og søstre nogle af de langvejs fra. Mine søstre fra Maine var til stede, og jeg havde privilegiet at tale til dem. Det blev foreslået at mødet skulle være i nabohuset på grund af min faders svaghed; men dette ville han ikke lytte til for et øjeblik. Han sagde at dette ville være sidste gang han ville høre mig tale, og han skulle ikke nægtes det privilegium. Det var et højtideligt og rørende møde. Det var tydeligt at det var det sidste møde som vi nød sammen i den aktuelle situation. Idet mindste vil en i vor familie skæres bort, før vi kunne mødes igen. Og det højtidelige spørgsmål var: Skal vi alle mødes igen i den verden hvor der ikke kendes til sygdom eller død?