Herren har gjort evangeliets proklamering afhængig af sit folks indviede evner og frivillige gaver og ofringer. Da han kaldte mennesker til at forkynde ordet, gjorde han det til hele menighedens privilegium at deltage i arbejdet, ved at hjælpe med deres midler, for at støtte arbejdet. Og han har også påbudt dem at sørge for fattige, som repræsentanter for ham selv. En tiendedel af al vor indtægt kræver Herren som sit eget, og skal helliges udelukkende til at støtte dem, som giver sig selv til at forkynde evangeliet. Og udover dette beder han om vore gaver og ofre til hans sag, og også til at dække de fattiges behov. Gud kunne have fremført sit værk i verden, og har givet til de fattige, uden menneskers samarbejde. Han spørger efter vor tjeneste og vore gaver, ikke kun at vi må udvise vor kærlighed til ham og vore medmennesker, men fordi tjenesten og opofrelsen for andres skyld vil styrke gavmildheden i giverens hjerte, alliere os tættere med Ham som er rig, og blev dog fattig for vor skyld, så vi gennem hans armod kan blive rige. Og det er kun når vi efter vor Frelsers eksempel således, at vor karaktertræk vil udvikles i hans lighed.